Adgang for alleKontakt osSitemapIn English
Den jydske Haandværkerskole

Pædagogik

På skolen "lever" man uddannelse. Den jydske Haandværkerskole er i modsætning til de fleste andre tekniske skoler også en kostskole, hvor elever og studerende kan bo og leve under uddannelsen.


Skolen er indrettet efter den amerikanske campus-model, hvor der overordnet er tale om et kombineret bo-, uddannelses- og fritidsmiljø, der gør skolen til en helhed i elevernes og de studerendes hverdag. Skolen er en 24-timersskole, der er parat, når eleven er det, hvilket giver et differentieret og venligt studiemiljø. Der tages udgangspunkt i, at eleverne er afklarede i deres uddannelsesvalg, er motiverede og læringsparate.

Bomiljø

Fysisk integreret i skolen ligger studielejligheder, kollegieværelser, skolehjem og ungdomsboliger.

Fritidsmiljø

Der er opholdsrum, caféer, fitnesscenter, musikrum, fjernsynsstuer, swimmingpool, sportsanlæg med tennisbaner og beach-volley/basket m.m.

Uddannelsesmiljø

Elever og studerende kan frit bruge skolens udstyr og værksteder udenfor undervisningstiden, der er endvidere særlige it-værksteder og bemandede åbne datastuer også til fri afbenyttelse. Der er indrettet mediatek, multiværksteder og laboratorier, som er med til at styrke den studerendes læringssituation. Endvidere bidrager disse rammer i høj grad til en reel mulighed for pædagogisk udvikling.
Elever, lærlinge og studerende har således et åbent og konstruktivt læringsmiljø, der i sin integration af faglig/teknisk og human viden fremstår som et holistisk studiemiljø.
Eleverne kan anvende skolens lokaler og udstyr 24 timer i døgnet inkl. it-lokaler, laboratorier og værksteder. Endvidere er der indført mentorordning, hvor ældre elever hjælper til i værkstederne efter normal arbejdstid. Det betyder også at opgaver og projekter stilles som åbne opgaver og at der tilskyndes til alternative eller optimerede løsninger/besvarelser. For at danne helhed i undervisningen er faglærerne i de enkelte afdelinger på DjH teamorganiseret. Vi tror på, at denne samarbejdsform giver optimalt udbytte og udnyttelse af den enkeltes faglige kompetencer til teamet samtidig med, at det udvikler teamdeltagernes samarbejdskompetencer og tværfaglighed til gavn for eleverne og de studerende.

Kostskoleidéen

Skolen tror på, at kostskoleidéen rent uddannelsesmæssigt er en rigtig god ide. Det giver ganske enkelt en anden holdning til studiet, at man er her hele tiden. Langt det meste af tiden går naturligt med at tænke og tale fag, her er altid hjælp at hente og stærke faglige og personlige netværk opbygges. Endvidere giver denne faglige frihed og ansvarlighed et godt miljø, hvor begreber som hærværk og graffiti er ukendt.
Ved hjælp af skolens computernetværk er det muligt at arbejde med sine projekter hjemme på kollegiet eller på skolehjemmet. De, der ikke bor på skolen, er dog ikke ladt i stikken. Alle har elektroniske adgangskort, så de rent fysisk kan benytte sig af alle skolens faciliteter døgnet rundt.