DjH får nyt logo
DjH’s nye logo tages pr. 1. september 2010 officielt i brug. Det nuværende logo var oprindeligt et fælles logo for en række østjydske tekniske erhvervsskoler – Tekniske skoler Østjylland. Der er over årene sket flere strukturelle ændringer som gør, at logoet ikke længere er tidssvarende.
Det nye logo tager udgangspunkt i Trelleborgstenen, der blev flyttet fra virksomheden Trelleborg til DjH i forbindelse med flytning af virksomheden.
Et stærkt symbol
Figuren i stenen kan ses som et solhjul, som siden bronzealderen har været symbol på grokraft og livets cyklus, og er kendt i næsten alle kulturer. Dermed signaleres et holistisk menneskesyn, der ser det enkelte menneske som en helhed.
Figuren kan også ses som en skitse af ringborgene fra vikingetiden. Vi kender i dag til fem af slagsen, alle er opført af Harald Blåtand omkring år 980. Ud over den fysiske styrke i borgene var de også symboler på visdom, kraft, tryghed og udblik. At borgene bliver kaldt trelleborge har ikke noget med slaveri at gøre, men ordet trel var navnet på de træstykker langhusene blev bygget af. Ringborgen kan også ses som den første danske campus, hvor man boede, arbejdede og uddannede sig. Både i solhjulet og i ringborgene er der tydelige paralleller til DjH.
De fire kamre i hjulet kan også symbolisere de fire sten placeret på torvet foran hovedindgangen med ordene DjH – Samarbejde – Engagement – Stolthed indmejslede. Endelig kan kamrene symbolisere sammenhængen mellem Undervisning – Learning Center – fritid og bomiljø.
Synliggørelse sker løbende
Det nye logo bliver løbende synliggjort i skolens profil fra brevpapir og visitkort til flag og skilte.




