Hent gode sparetips på energimesse
Lær dine børn at spare på energien, og du vil kunne aflæse det direkte på elmåleren. Så bliver der måske til en ekstra ferie. Der er en masse gode tips og aktiviteter for både børn og voksne på energimessen, Energiinnovation i boligen 2011. Messens tema er energieffektivisering og energibesparende foranstaltninger og vedvarende energikilder i boligen. Både virksomheder og lokale borgere er velkomne til at kigge ind, blive inspireret og netværke lørdag den 29.oktober på Den jydske Haandværkerskole (DjH).
Mere end 40 udstillere fra højaktuelle brancher indenfor energiområdet er klar til at tage imod og give ideer til at få toptunet boligen, så der kommer balance i energiøkonomien. De præsenterer alt fra vindmøller, solceller, isolering, varmepumper til LED-lys og forsyning.Workshops og foredrag supplerer udstillingen. De går i dybden med emner som blandt andet 0-energihuse og energirigtig belysning.
Alle er velkomne. Så tag familien med, køb dem frokost i pandekagevognen eller nyd en kop gratis kaffe og kage i caféområdet. Borgmester Nils Borring åbner messen kl. 10.00.
Messen er arrangeret af Den jydske Haandværkerskoles videns- og kompetencecenter indenfor energi.
For børn og deres forældre
Dagen kan udmærket bruges til en familieudflugt. UV formidling i Rønde præsenterer ”Fysik for en slik” og kommer med materialer til leg og læring. Her kan børn og voksne få lov til at være med og lære på en aktiv og sjov måde.
Sammen kan børn og deres forældre på en workshop bygge end soldreven minibil og konkurrerer med andre ’selvbyggere’ om hvilken bil, der kører bedst. Der er præmier til vinderne.
Skibakken opfordrer alle til at prøve deres evner på slalombakken gennem Nintendo Wii.
Alle kan deltage i konkurrencer og vinde flotte præmier.
Netværk om vedvarende energi i lokalområdet
Målet med messen er at fremme kendskab til og brugen af vedvarende energi i lokalområdet med fokus på kendt og kommercielt attraktiv teknologi.
”Vi håber messen styrker kendskabet til markedet og teknologier indenfor området både for lokale virksomheder og for borgere. Den viden, DjH opsamler i kraft af undervisningsaktiviteter indenfor vedvarende energi, ønsker vi som skole at dele i et netværk med virksomheder, der arbejder i samme interessefelt,” fortæller projektkoordinator Hanne Bisgaard Hansen.
Videncenter Energi har oprettet en gruppe i Linkedin, der skal danne base for netværket. Her kan netværkets medlemmer komme med oplæg til debatter og sparre hinanden samtidig med, at centeret publicerer relevante artikler ad den kanal. Gruppen på Linkedin.com hedder: ”Videncenter Energi på Den jydske Haandværkerskole”. Alle interesserede er velkomne til at søge den.
Regionale mesterskaber for tømrerlærlinge
I lokaler op til energimessens udstillingshal dyster unge tømrerlærlinge i godt tømrerhåndværk. De er deltagere i de regionale mesterskaber for tømrerlærlinge. Kl. 14.15 bliver vinderen kåret.
Der er gratis entre til båd energimesse og regionale mesterskaber for tømrerlærlinge.
Tømrerafdelingens lyse haller danner rammen om messen, der er åben kl. 10.00 – 15.00. Se messeprogrammet på www.hadstents.dk.




